23948sdkhjf

Totalrådgiver er på plads til ny arrest

WSP er sammen med et team bestående af fire underleverandører udpeget som totalrådgiver på Kriminalforsorgens kommende arrest i Slagelse

Slagelse er på vej til at huse en ny arrest, som skal rumme 400 varetægtsfængslede foruden at udgøre arbejdsplads for uniformeret, civilt og administrativt personale. Og nu er totalrådgiveren på plads. 

Der er tale om WSP, som har vundet opgaven sammen med et team bestående af fire underleverandører. Det gælder arkitekterne Friis & Moltke og JJW Arkitekter, som er ansvarlige for bygningsarkitektur og indretning, landskabsarkitekterne SLA og tværfaglig sikringsekspert Hollingsworth Pack. WSP bliver ansvarlig for samtlige ingeniørfag.

- I WSP er vi meget stolte over at være valgt som totalrådgiver og har lagt vægt på at kunne tilbyde en totalrådgiverorganisation med høj erfaring indenfor de sikringsmæssige områder, som hører til en arrest, siger René Kræmer, divisionsdirektør for byggeri i WSP Danmark, i en pressemeddelelse.

Både Friis & Moltke og JJW Arkitekter har erfaring med lignende projekter. For Friis & Moltkes vedkommende gælder det blandt andet fængslet Enner Mark i Horsens og Anstalten i Nuuk. 

- Vi ser frem til omsætte de høje funktions- og sikkerhedskrav til god arkitektur, der gør en positiv forskel, lyder det fra markedsdirektør og partner hos Friis & Moltke, Anders Christian Bregnballe

JJW Arkitekter har derimod "friske erfaringer" fra opførelsen af den nye Særligt Sikrede Retsbygning ved Vestre Fængsel. 

Den nye arrest i Slagelse bliver placeret på en stor grund i udkanten af byen, og omkring bygningerne skal der skabes grønne områder. 

I spil til placeringen var også Sorø og Ringsted Kommuner. Men i foråret 2022 blev Slagelse altså valgt til, og i efteråret samme år kom det så frem, at arresten placeres i udkanten af Slagelse. 

Den nye arrest forventes ifølge pressemeddelelsen at stå færdig i 2029. Tidligere har det ellers været fremme, at arresten forventes færdiggjort i 2027.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094